Interview with Doubled Muffled Dolphin for Danmarks Radio. By Mads Mortensen broadcast in Demodoktoren week 42-1994. in danish

MM: Vi sidder inde i Marmorkirken i København, Hvorfor er vi herinde? DMD: Det er fordi at jeg holder meget af kirker, rummene er store og man kan spankulere rundt i dem, og blive væk i sig selv - og i rummet. Man kan også blive væk udenfor, men det er sjovere at blive væk indenfor, indenfor i nogle rammer... det er altid rart at have nogle rammer omkring sig, som holder fast på en når man nu bliver væk. Man kommer i en anden stemning end når man bare kører rundt på sin cykel ude på gaden. Man tænker... man kommer til at tænke over ting, årene de ligesom hagler ned over en, man føler sig bragt i en større sammenhæng - simpelthen. Man bliver presset eller anfordret til at komme i en anden stemning end når man kører på cykel.

MM: Hvad med din musik Peter, hvad skal den anfordre til? DMD: Den kan anfordre til mange ting, jeg vil ikke presse noget ned over hovedet på folk. Jeg laver ikke musik i håb om at folk skal benytte den på en bestemt måde.. Der er nogle måder at benytte den på i og med at den er som den er, man kan enten benytte den til at være ingenting, til at være underlægning - være baggrundsmusik, eller man kan benytte den til at fjerne den støj der er i stilheden. Man kan også fordybe sig i den, godt nok virker den meget monoton og stille, men der er også nogle punkter i den hvor man bliver bragt lidt ud af sin fordybning, musikken kan godt trække en ned i en dvale, men det er ikke meningen at man skal falde helt i søvn. Man må godt blive vækket op igen, hvis man falder i søvn så sover man bare, så har man ikke mere ud af det, så er man i en anden verden. Man skal hele tiden vækkes op og trækkes op af dybet, man skal helst ligge på et punkt hvor man netop er mellem bevidsthed og drøm, for at få den største fornøjelse af den, men den kan også bare benyttes til bagrundsmusik.

DMD: for mange år siden inden jeg spillede musik som jeg spiller det nu, da opdagede jeg at man kunne lave lyde ved at sætte transistorer sammen med modstande og den slags. Jeg tror at det var i syvende klasse at jeg havde elektronik. At der kunne komme noget lyd ud af noget som jeg selv havde siddet og rodet med som ved føste øjekast ikke havde spor med lyd at gøre, det var nærmest en åbenbaring. DMD: Det var også altid lidt tilfældigt hvad der kom ud af det. Og det sammen med det tilfældige som sker når man gør et eller andet uventet "det kunne være sjovt at prøve det her, hvad sker der så?". Det kommer der noget pludseligt og overraskende ud af. Det at man kan blande det tilfældige med det mere gennemtænkte eller planlagte, som man har det i en matematisk model som er ganske forudsigelig. Det går at man hele tiden bliver overrasket og samtidig føler sig tryg, man genkender noget og bliver slået ud af kurs af det tilfældige på samme tid. Og derimellem der begynder det at blive interessant for mig. Der vågner jeg op.

MM: Når du snakker om det tilsigtede og utilsigtede, eller det forudsigelige og det uforudsigelige, hvorfor er det at du synes at det felt, der ligger midt imellem er interessant? DMD: Det er fordi at det er der alting sker, det er der verden vågner op, og det er der verden åbner sig op og åbenbare sig! for nu at blive lidt kirkelig igen. Når alting bare foregår efter en matematisk model, eller er forudbestemt, så falder man i søvn, så går man i en døs, så bliver man træt, så glemmer man hvor man er. MM: Det er ellers ikke svært at falde i søvn til musikken, er det vel? DMD: Nej det er det vel ikke, og hvis man falder i søvn, så er det vel fordi at man har haft brug for at falde i søvn, og så har den også tjent et formål. Men det er der jeg prøver at komme noget uforudset ind i musikken, så der er noget over musikken, der vil få ens indre eller ens koncentration til at flyde.